0
Your Cart

Velkommen!

I en helt almindelig formningstime i en helt almindelig dansk folkeskole fik jeg i de glade 70’ere stukket en klump ler i hånden og blev placeret ved en god gammeldags træde-drejeskive. Den oplevelse plantede et lille frø i mig, som stille og roligt er spiret og har prikket til min lyst til at kaste mig ud i keramikkens verden. 

Godt 30 år senere var jeg i 2023 så heldig, under kyndig vejledning af en god bekendt, Charlotte Østerby Frandsen, igen at få lov at lægge arm med ler på en drejeskive. Det tændte ilden i mig og blev startskuddet til en ny stor passion for at lære at dreje, glasere og lave keramik. Siden da har jeg brugt en stor del af min ledige tid på at sætte mig ind i en helt ny verden, gennemskue teknikker, øve mig på at dreje og udforske de utallige mange sider af et fascinerende håndværk og blive tryllebundet af at skabe med hænderne.

Det er blevet til en masse mere eller mindre vellykkede kopper, skåle mm., som til min store glæde er begyndt at finde vej ud i verden til andres køkkenborde, skuffer og hylder. Passionen har fået tag i mig, og der kommer uden tvivl meget mere stentøj gennem værkstedet ud i fremtiden – og langt mere end vores eget køkken kan rumme!

Min keramik er først og fremmest for sjov og ikke for vindings skyld – men det skal også ud at leve:-) Denne side er derfor mit udstillingsvindue for min keramik, i håb om at den kan bidrage til at hjælpe det videre ud i verden.

Jacob Brandt Jensen

Showroom

Er du nysgerrig på min keramik, så er du altid velkommen til at lave en aftale om at besøge mit showroom. Skriv til mig på Instagram eller Facebook.